Forhold til anden planlægning
Landsplanlægning
Ved kommuneplanlægning påser Staten, at planlægningen ikke er i strid med væsentlige nationale interesser vedr. vækst og erhvervsudvikling, natur og miljøbeskyttelse, kulturarvs- og landskabsbevarelse samt hensyn til nationale og regionale anlæg.
Planområdet ligger inden for opmærksomhedszonen omkring Fjernvarme Horsens, som er udpeget som en virksomhed af national interesse jf. Planlovens § 29. Omkring virksomheden, er der udlagt en opmærksomhedszone på 1,5 km.
Fjernvarme Horsens ligger ca. 900 m nordøst for planområdet. Grundet virksomhedens udpegning, skal der i planlægningen tages tilstrækkeligt hensyn til virksomhedens drifts- og udviklingsmuligheder. Derudover skal det sikres, at ny planlægning ikke medfører at virksomhederne får skærpede miljøkrav, eller at virksomhedernes miljømæssige råderum indskrænkes.
Virksomheden har emissioner af stoffer til luften, som er omfattet af B-værdier. Grundet foreliggende miljøoplysninger for virksomheden samt det forhold, at der ikke bygges væsentligt højere end det eksisterende byggeri, kan det afvises, at planen vil påvirke virksomhedens drifts- eller udviklingsmuligheder.
Kommuneplantillægget er i overensstemmelse med landsplanlægningen og de statslige interesser.
Vandplaner
Jævnfør lov om vandplanlægning, fastlægger miljøministeren miljømål for vandområdedistrikternes enkelte overfladevandområder og grundvandsforekomster gennem vandområdeplaner. For alle vandforekomster er miljømålet ’god tilstand’ og for kunstige og stærkt modificerede overfladevandområder er miljømålet et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand.
Samtidig skal forringelse af tilstanden af alle overfladevandområder og af alle grundvandsforekomster forebygges, og balancen mellem indvinding og grundvandsdannelse sikres.
Grundvandet i området har en god kemisk tilstand og en god kvantitativ tilstand jf. miljømål. Med planen gives der mulighed for offentlige formål herunder offentlige institutioner, idrætshaller, klubhuse og faciliteter der knytter sig til disse. Derved giver planen ikke mulighed for grundvandstruende aktiviteter i området.
Overfladevandet skal forsinkes, så det svarer til naturlig afstrømning. Det vurderes derfor, at planen har en neutral påvirkning på nedstrømsliggende målsatte vandforekomster og på de miljømål, som gennem lov om vandplanlægning er fastlagt for forekomster af overfladevand (vandløb og søer)
Natura 2000
Planområdet ligger ca. 6,3 km fra nærmeste Natura 2000 område, som er Natura 2000 område nr. 236 (Habitatområde H236, Bygholm Ådal).
Udpegningsgrundlaget for området fremgår af SGAVs hjemmeside:
https://sgavmst.dk/natur-og-jagt/naturindsatser/natura-2000/udpegningsgrundlag
Planområdet er ikke et levested for arter og naturtyper, som fremgår af udpegningsgrundlaget. På baggrund af den store afstand til det internationale naturbeskyttelsesområde og planområdets begrænses omfang vurderes det, at planen ikke vil påvirke Natura 2000-området væsentligt, og at det er foreneligt med planens bevaringsmålsætninger.
Bilag IV
En række arter af planter og dyr, de såkaldte bilag IV-arter, er omfattet af en særlig streng beskyttelse i alle EU medlemsstater herunder Danmark. Det gælder for dyrearterne, at der er et generelt forbud mod at beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i deres naturlige udbredelsesområde, mens der for plantearterne er forbud mod at ødelægge dem. Forbuddet gælder uanset om disse dyr og planter findes indenfor eller udenfor beskyttede naturområder.
Horsens Kommune har kendskab til, at der omkring lokalplanområdet lever følgende bilag IV arter; odder, stor vandsalamander, arter af flagermus og grøn mosaikguldsmed.
Planområdet er allerede befæstet i dag.
Der er ikke vådområder eller vandløb indenfor planområdet. Der er ca. 330 meter til nærmeste moseareal. Nærmeste vandløb ligger i en afstand af ca. 750 meter fra planområdet, og nærmeste vådområde (et vandhul) ligger i en afstand af ca. 850 meter. Der er ikke gjort fund i umiddelbar nærhed af planområdet.
Flagermus
I forbindelse med planlægningen af området er der foretaget undersøgelse af potentielle yngle- og rastesteder for flagermus.
Der er ikke fundet adgangsmuligheder for flagermus i den undersøgte bygning, og bygningen vurderes ikke at udgøre et potentielt yngle- og rastested for flagermus. Træerne der er undersøgt, vurderes ikke at rumme egnede yngle- eller rastesteder for flagermus.
Samlet vurdering vedr. udpegningsgrundlag og bilag IV-arter
Horsens Kommune vurderer således samlet, at planen kan realiseres uden at:
- Skade arter eller naturtyper som indgår i udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
- Indskrænke eller forringe egnede yngle- eller rastesteder for bilag IV-arter (herunder flagermus) i området.
Råstofplan
Planområdet ligger ikke inden for eller i nærhed af et råstofgraveområde/råstofinteresseområde.
Kystnærhed
Af planlovens §16 stk. 5 fremgår, at for bebyggelse og anlæg i de kystnære dele af byzonerne, der vil påvirke kysten visuelt, skal der redegøres for påvirkningen. Såfremt bebyggelsen afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse i området, skal der gives en begrundelse herfor.
Planområdet ligger indenfor den kystnære del af byzonen. Området er placeret ca. 1 km fra kysten, og den nye fortætning vil derfor være placeret bag ved eksisterende bebyggelse i forhold til kysten. Det vurderes, at den nye bebyggelse ikke afviger væsentligt i højde eller volumen fra den eksisterende bebyggelse ved Dagnæshallen. På baggrund af bebyggelsens omfang og beliggenhed vurderes det, at planen ikke vil påvirke kysten visuelt.
Spildevandplan
Lokalplanområdet er omfattet af Horsens Kommunes gældende Spildevandsplan 2012 - 2015, som en del af kloakopland A260.
Befæstelsesgraden skal være 10% indenfor kloakoplandet. Området er separatkloakeret. Spildevand og regnvand tilsluttes hhv. eksisterende spildevandsledning og regnvandsledning.
For allerede kloakerede oplande gælder, at den maksimale befæstelsesgrad for kloakoplandet, som er fastlagt i spildevandsplanen, skal overholdes for at sikre, at regnvandssystemet ikke overbelastes, med mulige oversvømmelser på terræn til følge.
Der løber tinglyste spildevandsledninger gennem planområdets nordvestlige hjørne.
Lokalplanlægning
Der er ingen gældende lokalplaner indenfor planområdet.
Sideløbende med kommuneplantillægget udarbejdes der ligeledes en lokalplan for området.
Jordforurening
Der er ikke ejendomme inden for planområdet, som er kortlagt eller uafklarede i henhold til jordforureningsloven.
Hvis der i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder konstateres en forurening, skal arbejdet straks standses, og Horsens Kommune underrettes, jf. miljøbeskyttelseslovens §21 og jordforureningslovens §71.
