Retningslinjer
Byfortætning
I forslag til Kommuneplan 2025, er der retningslinjer for byfortætning. Det fremgår af retningslinje 1.4.5, at byfortætningen skal tilpasses den omkringliggende bebyggelse i karakter og skala. Desuden fremgår det af retningslinje 1.4.6, at fortætning ikke må ske på bekostning af grønne rum, friarealer og forbindelser for bløde trafikanter.
Planen giver mulighed for fortætning af planområdet, hvor der i forvejen ligger en hal. Det er medvirkende til at reducere behovet for en ny hal et andet sted. Planen sikrer bestemmelser om bebyggelsens omfang, Så bebyggelsen tilpasses lokalområdets karakter og skala. Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjerne.
Byudvikling og kystnærhedszone
I forslag til Kommuneplan 2025, er der retningslinjer for byudvikling og kystnærhedszone. Det fremgår af retningslinje 1.7.3, at i forbindelse med byudvikling inden for kystnærhedszonen skal det sikres, at der ikke opstår en ny markant og synlig bebyggelse set fra kysten, fjorden eller fjordlandskabet.
Planområdet ligger inden for den kystnære del af byzonen. Området er placeret ca. 1 km fra kysten, og den nye fortætning vil derfor være placeret bag ved eksisterende bebyggelse i forhold til kysten. Det vurderes, at den nye bebyggelse ikke afviger væsentligt i højde fra den eksisterende bebyggelse ved Dagnæshallen. På baggrund af bebyggelsens omfang og beliggenhed vurderes det, at den ikke vil påvirke kysten visuelt.
Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjerne.
Overordnet infrastruktur
I forslag til Kommuneplan 2025, er der retningslinjer for den overordnede trafik. Det fremgår af retningslinje 2.1.3, at nye funktioner, som har et betydeligt antal lette trafikanter som målgruppe, f.eks. uddannelsesinstitutioner eller fritidsfaciliteter, skal placeres i de mest centrale bydele, eller hvor der er gode adgangsforhold til den kollektive trafik og cykelrutenettet. Eksisterende funktioner forsynes med gode forbindelser for de lette trafikanter.
Der er i forbindelse med planlægningen udarbejdet en trafikanalyse for Dagnæshallen. Formålet med trafikanalysen er at analysere de trafikale konsekvenser. Den belyser de eksisterende trafikforhold i området, vurderer den forventede trafikstigning, som følge af den nye hal og undersøger, om den nuværende infrastruktur kan håndtere den øgede belastning. Rapporten identificere desuden eventuelle kapacitetsmæssige udfordringer og opstiller mulige scenarier og løsninger, der sikrer en effektiv og sikker trafikafvikling. For uddybning se lokalplan nr. 445.
Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjerne.
Fodgængere
I forslag til Kommuneplan 2025, er der retningslinjer for fodgængere. Det fremgår af retningslinje 2.4.3, at store trafikale barrierer på steder med et betydende antal krydsende fodgængere skal minimeres, f.eks. ved at etablere krydsningspunkter eller niveaufri skæringer.
Som nævnt, er der udarbejdet en trafikanalyse i forbindelse med planlægningen. Trafikanalysen præsenterer tre løsningsforslag til en fremtidig indretning af parkeringsområdet, og anbefaler løsningsforslag A. For uddybning se lokalplan nr. 445.
Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjerne.
Klimatilpasning
I forslag til Kommuneplan 2025, er der retningslinjer for klimatilpasning. Det fremgår af retningslinje 8.1.2, at der i forbindelse med lokalplanlægning skal redegøres for grundvandsforhold samt håndtering af hverdagsregn og ekstremregn ved udarbejdelse af en vandhåndteringsplan. Regnvand skal håndteres uden at gøre skade på bygninger og infrastrukturanlæg i lokalplanen og i op- og nedstrømsliggende områder.
Der er udarbejdet en vandhåndteringsplan i forbindelse med planlægningen. Vandhåndteringsplanen redegør for de eksisterende forhold og rammer samt hvordan det sikres, at de kommende planforhold overholder gældende sikring- og myndighedskrav til håndtering af regnvand.
Der er i vandhåndteringsplanen redegjort for håndtering af hverdagsregn, ekstremregn og afvandingsprincipper. For uddybning, se lokalplan nr. 445.
Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjerne.
Risikoområder og kendte oversvømmelse
I forslag til Kommuneplan 2025, er der retningslinjer for risikoområder og kendte oversvømmelser. Det fremgår af retningslinje 8.2.1, at der ved planlægning for byggeri, vejanlæg eller tekniske anlæg inden for et risikoområde, skal indgå i planlægningen, hvordan oversvømmelsesrisikoen håndteres lokalt.
Det fremgår ligeledes af retningslinje 8.2.2, at bygninger og anlæg der etableres inden for et risikoområde skal placeres under hensyntagen til sandsynligheden for oversvømmelse. Retningslinje 8.2.3 beskriver også, at nyt byggeri skal sikres mod oversvømmelse i et risikoområde.
Der er som nævnt udarbejdet en vandhåndteringsplan i forbindelse med planlægningen. Lokalplanen, som kører sideløbende med kommuneplantillægget, sikrer at terrænet falder væk fra bebyggelse og henviser til, at der tilstræbes begrænset terrænregulering. Desuden sikrer lokalplanen, at der ved cykelparkeringspladserne skal være græsarmering, som sikrer nedsivning. Klimamur og grøft til klimasikring bevares ligeledes. Dette medvirker til, at der ikke sker oversvømmelse.
Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjerne.
Grundvand
I forslag til Kommuneplan 2025, er der retningslinjer for grundvand. Det fremgår af retningslinje 8.5.1, at al planlægning og sagsbehandling skal ske i henhold til den gældende indsatsplan for grundvandsbeskyttelse.
Planområdet ligger inden for områder med drikkevandsinteresser. Det ligger uden for nitratfølsomme indvindingsområder og boringsnære beskyttelsesområder (BNBO). Det skal sikres, at der i forbindelse med ny bebyggelse ikke er fare for nedsivning af forurenende stoffer til grundvandet.
Med planen gives der mulighed for offentlige formål herunder offentlige institutioner, idrætshaller, klubhuse og faciliteter der knytter sig til disse. Planområdet er i forvejen udlagt til offentlige formål, og anvendelsen ændres derved ikke. Anvendelsen er ikke grundvandstruende, og det vurderes, at den ikke vil udgøre en forureningsrisiko for drikkevandsinteresserne. Det vurderes, at planen er i overensstemmelse med retningslinjen.
