2. Planforslagets indhold og formål

Forslag til ny kommuneplan fastlægger på overordnet niveau, mål, retningslinjer og rammer for blandt andet den fysiske udvikling. Derfor skal kommuneplanforslaget miljøvurderes på samme overordnede niveau. Dette medfører, at vurderingen koncentrerer sig om generelle vurderinger af forhold, der kan have en indvirkning på miljøet, og hvilke eventuelle afbødende foranstaltninger, det bør overvejes at ind-drage i forbindelse med detailplanlægning af f.eks. infrastruktur eller byudvikling.

Ifølge planloven(2) skal kommunerne opretholde og vedligeholde en kommuneplan. For en periode på 12 år fastlægger kommuneplanen de overordnede mål og retningslinjer for kommunens udvikling i byerne såvel som i det åbne land. Kommuneplanen skal revideres hvert fjerde år.

(2) Bekendtgørelse af lov nr. 572 af 29/05/2024 om planlægning.

2.1 Revisionsbeslutning

I forbindelse med vedtagelse af Planstrategi 2023, har Horsens Byråd truffet be-slutning om, at der skal foretages en delvis revision af kommuneplanen, bland andet fordi der forud for revisionen er gennemført to tematillæg vedrørende henholdsvis byudvikling og landsbyer.
Planstrategiens strategier og mål i relation til fysisk planlægning indarbejdes i kommuneplanen, og dermed bliver Kommuneplan 2021-2033 revideret og konsekvens-rettet med udgangspunkt i planstrategiens strategiske retninger og fokusområder.

De øvrige temaer i Kommuneplan 2021-2033 vil blive genvedtaget.

2.2 Planforslagets forventede ændringer

Forslag til Kommuneplan 2025 bygger på den gældende kommuneplan og revisionen er, i overensstemmelse med planstrategien, primært orienteret om følgende hovedtemaer:

  • Skovrejsning
  • VE-anlæg
  • Trafik
  • Værdifulde kulturmiljøer

Efter vedtagelsen af planstrategien er der udarbejdet yderligere et tematillæg. Dette tematillæg er en fuld revision af temaerne skovrejsning og VE-anlæg, hvorfor disse temaer ikke indgår i revisionen af Kommuneplan 2025.

Miljøvurderingen skal omfatte de ændringer, der er foretaget i hovedstruktur, retningslinjer og rammedel i forhold til det gældende plangrundlag. En indledende gennemgang har vist, at der forventes foretaget følgende ændringer i plangrundlaget:

  • Generel ajourføring og opdatering i forhold til statslige, regionale og øvrige kommunale planer/politikker samt ændret lovgivning.

  • Generelle mindre tekniske eller administrative rettelser med karakter af korrektur, konsekvensrettelser og opdateringer/ajourføring på baggrund af den forgangne planperiode, herunder konsekvensrettelser af rammeområder, retningslinjer og arealudpegninger samt redegørelse:

    • Opdatering og ajourføring af samtlige retningslinjer og redegørelser, i overensstemmelse med Tematillæg om byudvikling (2023) og Tematillæg om landsbyer (2024).

    • Opdatering og ajourføring af tal og udviklingstendenser i redegørelse for detailhandel samt mindre konsekvensrettelse af inddeling af Horsens Bymidte, i overensstemmelse med ny detailhandelsrapport (COWI, 2025).

    • Opdatering og ajourføring af retningslinjer med tilhørende arealudpegning for skovrejsning samt konsekvensrettelser af redegørelse for geologiske bevaringsværdier m.fl., i overensstemmelse med Tematillæg for VE-anlæg og Skovrejsning (2025).

    • Opdatering og ajourføring af eksisterende og indarbejdelse af nye retningslinjer med tilhørende arealudpegning for VE-anlæg (vindmøller over 25 m; vindmøller under 25 m; vindmøller og støj) samt konsekvensrettelser af øvrige relaterede retningslinjer, på baggrund af Tematillæg for VE-anlæg og Skovrejsning (2025).

    • Opdatering og konsekvensrettelser af udpegning til støjbelastede arealer, som følge af opdaterede trafiktællinger og øget trafikbelastning i kommunen – både langs E45 samt flere kommunale veje.

    • Justering af retningslinjer samt udpegning til potentielle byomdannelsesområder, hvor et mindre område tages ud da der er igangsat konkret planlægning for dele af området.
  • Fuld revision og opdatering af retningslinjer, udpegninger og tilhørende redegørelse for samtlige afsnit vedrørende trafik/mobilitet, i overensstemmelse og med afsæt i Mobilitetsplan 2035 – Strategi for fremtidens mobilitetsplanlægning (2025). Der udpeges planlagte trafikanlæg, herunder veje og stier i overensstemmelse med den vedtagne strategiske plan. Fuld revision og opdate-ring/ajourføring af retningslinjer samt arealudpegning for værdifulde kulturmil-jøer. Der udpeges nye kulturmiljøer, en række udpegninger justeres (udvi-des/reduceres) og flere udpegninger udgår.

  • Mindre justering af udpegning til skovrejsningsområder. Der udlægges ca. 1,8 ha til skovrejsning ønsket som følge af et konkret skovrejsningsprojekt, og ud-pegning til skovrejsning uønsket reduceres med ca. 30 ha, på baggrund af en administrativ fejl i udpegning af lavbundsområder som konsekvensrettes.

  • Nye og ændrede rammeområder:

    • En række rammeområder justeres og konsekvensrettes i mindre omfang, bl.a. som følge af tekniske fejl (f.eks. i geometri, navne, øvrige mangler mv.), eller for at reflektere de faktiske forhold inden for rammerne. Enkelte rammer omfordeles. Der foretages derfor mindre tekniske æn-dringer af administrativ karakter.

    • Der udlægges en ny erhvervsramme (33ER09) på 0,4 ha, for at reflektere de faktiske forhold på ejendommen og give den eksisterende virksomhed mulighed for at udvide.

    • Erhvervsramme 36ER11 udgår, da det grundet omfang af fortidsminde-beskyttelseslinje og skovbyggelinje inden for rammen, vurderes som usandsynligt, at rammen kan udnyttes. Rammen har et areal på ca. 3.6 ha.

Øvrige temaer i kommuneplanen forventes ikke ændret. Dog vil der blive foretaget konsekvensrettelser som følge af revision af ovenstående temaer samt ændringer som følge af eventuelt ændret lovgivning og overordnet planlægning.

Udarbejdelse af forslag til Kommuneplan 2025 og miljøvurdering af planforslaget sker desuden parallelt, hvorved resultater fra miljøvurderingen kan indarbejdes i planforslaget, hvilket kan medføre mindre justeringer af retningslinjebestemmelser, arealudpegninger mv. i plangrundlaget efterfølgende.